lørdag den 27. oktober 2012

Vendestrikket cardigan færdig

Den vendestrikkede citronfromagefarvede cardigan røg af pindene for nogle dage siden og nu er den helt færdig, det er en god fornemmelse, for jeg er meget tilfreds med resultatet.

 

Vendingerne er blevet fine og giver cardiganen et feminint udtryk.


Jeg var så heldig, at jeg i min knappesamling havde knapper, som lige præcis passede til den lille trøje.

 

Det er sjældent at man viser sit strikketøj fra bagsiden, men de fine vendinger skal lige vises frem.
Cardiganen er strikket i BabyMerino fra Drops farve 03 og mønsteret er fra Hanne Meedoms anden bog om vendestrik: 'Vendestrik #2'.

onsdag den 24. oktober 2012

Autentisk inka hønsestrik

Nogen gange er der langt imellem de rigtig god fund i genbrugsbutikkerne, men i dag fik jeg fine fine ting med hjem. Der var nemlig to styk hønsestrik på hylden. To fantastiske og hjemmestrikkede børneveste.


Vestene er meget autentiske med Inka-motiver og i flotte farver. Det er virkelig alt for sjældent man finder så fedt retro strik nogen steder, så jeg er meget glad og tilfreds.

Med hjem kom også et sæt sengetøj, med store orange og lyserøde blomster. Det har bestemt været en god loppedag.

mandag den 22. oktober 2012

Om at farve tøj..

For længe siden besluttede jeg mig for at farve nogle af mine stofbleer brune, det har snart alt for længe bare været blevet ved tanken, men idag fik jeg indkøbt brun farve.
Udover at farve hvide stofbleer brune, havde jeg også et par fine strikbukser til den lille baby, som jeg har købt i genbrugsbutikken, som jeg også gerne ville farve, så de røg også i maskinen.
Bukserne var oprindeligt lysegule, og når min søn havde den på, mente de to store, at han havde bananben - jeg synes snarere, at han lignede en påskekylling. Så farvning måtte der til, for at redde et par super fine hjemmestrikkede bukser.
Da bukserne jo ikke er nogen jeg selv har strikket, vidste jeg ikke præcist hvad kvalitet garnet var i, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var 100% bomuld og derfor meget velegnet til farvning. Men jeg blev klogere.
Da bukserne kom ud af maskinen så de sådan her ud.


 

Det var bestemt ikke hvad jeg havde forventet, men ikke des jo mindre, er jeg meget tilfreds med resultatet.

 


Så nu skal lillebror ikke længere have bananben, men i stedet chokoladekage-med-kokos-ben. Mums!

torsdag den 18. oktober 2012

Staffordshire Krus

Der er kommet nye krus til min samling af Staffordshire. De andre kopper jeg har, er en lidt buttet model, de to nye krus er en helt almindelig størrelse. Ikke des jo mindre, er det super fine.


Begge er med blomster og med farver, som er lige til at blive glad af.
Mit skab bugner snart af krus, men når man har så mange forskellige, er det altså svært at beslutte sig for, hvilke nogen man skal skille sig af med, så indtil videre, er der bare godt fyldt op. Og jeg nyder, at have mange forskellige at vælge imellem.

søndag den 14. oktober 2012

Hvorfor strikke?

Jeg elsker at strikke! Og lige nu er listen med to-do-projekter lang. Der er simpelthen så mange ting, som jeg gerne vil have strikket til min dejlige lille dreng på snart 6 måneder, men tiden er knap med 3 børn. Jeg tager mig dog tid hver aften, men det gå ikke lige så stærkt som det plejer.

Derfor følte jeg mig meget heldig i dag, da jeg i min genbrugsbutik fandt to uldne stikveste. De kostede 5 kr og er stort set ubrugte, de ville vel have taget mig en uges tid at strikke og have kostet mig en del mere end 5 kr, bare i garn. Til den pris kan man jo stille sig selv spørgsmålet, hvorfor strikke? Så nu kan jeg strege strikveste fra listen og hoppe videre til næste projekt. Jeg har dog købt noget lækkert alpaca, som jeg har planer om at lave en vest af, men det projekt må vente lidt, for pludselig er manglen på veste ikke så stor.

 
Jeg har planer om at skifte knapperne i den ene vest, men nogen mere farverige af slagsen, så jeg ikke har to helt identiske veste.


 
Stoffet som vestene ligger på, kom også med hjem fra genbrugsbutikken, det er et juniorsengesæt med hjerter, det er virkelig fint, og min datter på 5år er heldigvis vild med det. Når hun vokser ud af juniordynen, har jeg tæmkt mig, at stoffet skal bruges til fine kreaprojekter.

fredag den 12. oktober 2012

Mere vendestrikket cardigan

Det går fremad med den den citronfromagefarvede vendestrikkede cardigan, nu mangler der kun et ærme og et forstykke. Jeg er virkelig tilfreds med resultatet indtil videre og glæder mig til at blive færdig, og til at give den til dens fremtidige 'ejerpige'.

 

God solskinsfredag til alle der læser med!

onsdag den 10. oktober 2012

Flora vase af Bjørn Wiinblad

Man kan sagtens være heldig at finde Bjørn Wiinblad porcelæn i sin genbrugesbutik, jeg synes ofte jeg støder på især hans månedsplatter til en meget fornuftig pris, jeg har set dem helt ned til 5kr pr styk.
Jeg har desværre ikke plads til 12 månedsplatter, så jeg må nøjes med mindre.
For få uger siden var jeg så heldig at finde denne fine Flora-vase, den var dyrere end en platte, men også meget mere brugbar i mit hjem.
'
 
Vasen er ikke så stor, på størrelse med et kaffekrus, så den passer perfekt til en lille buket af havens blomster, når det altså er sæson for det. Og ellers er den jo fyldt med Flora i sig selv, så den er også fin uden indhold, derfor står den altid fremme.
 

søndag den 7. oktober 2012

Vendestrikkede bukser færdig bum!

Endelig blev de vendestrikkede bukser færdige. De er blevet virkelig lækre, de er strikket i en blandning af alpaca og silke og er derfor både varme og bløde. Farven er smuk og passer til min søns øjne. Desværre er bukserne en smule for store, så jeg overvejer at sætte eleatik i benene, så kan sidde som en posebuks.


I taljen har jeg strikket en grå snor eller hestetømme som det også hedder, så bukserne bliver holdt godt på plads.




fredag den 5. oktober 2012

Citronfromagefarvet cardigan

De vendestrikkede bukser er røget af pindene, og bliver snarest vist frem på bloggen.
Et nyt vendestrikprojekt er blevet slået op på pindene, denne gang en sart lysegul cardigan i merinould. Her kan du se farve og model. Igen er det Meedom der ligger opskrift til.


 
 
 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...