lørdag den 28. april 2012

Hvidt babystrik

Der er har været lidt stille på bloggen den sidste uge. Jeg har bare ikke lige det helt samme overskud, når jeg er højgravid, hverken til at strikke, gå på loppejagt eller blogge. Men jeg har da fået lavet en lille djævlehue, som jeg har fundet opskriften på på nettet.


Babyhuen er en klassisk djævlehue, jeg har strikket den i det blødeste garn, som jeg også har brugt til den hvide vest, som jeg tidligere har blogget om her. Garnet hedder Viol og er virkeligt velegnet til bløde babystrikkerier.


Huen er strikket efter en opskrift jeg har fundet på "Mamas" hjemmeside. Opskriften er oprindeligt fra bogen "Blød begyndelse".
Mange synes det er noget af den nemmeste at strikke djævlehuer, jeg synes dog, at det kræver en del koncentration, fordi man hele tiden skal tælle for at få de rigtige indtagninger.


Men sikke et fint resultat man får, når man følger opskriftens indtagninger korrekt. Jeg glæder mig meget til at se hvordan huen sidder på det lille babyhoved. Hvis den er blevet god, skal der helt sikkert strikkes flere.

fredag den 20. april 2012

Når 2 bliver til 1


Jeg har længe været den lykkelige ejer af stellet ovenfor, men det er kun kanden som rigtig har været i brug, fordi jeg kun har 3 kopper, underkopper og kagetallerkener. Kanden har været på bordet, når der har været fødselsdag, for den er perfekt til varm kakao. Men problemet har været, at vi jo altid er mere end 3 til fødselsdag, så der har ikke være nok af resten af stellet.
Derfor har jeg besluttet at to stel sagtens kan blive til et!


Og derfor kommer det har skønne stel på banen. Det fandt jeg på et loppemarked for nylig, og jeg faldt straks for de fine blå retroblomster - der er virkelig hyggeligt kolonihavehus over det. Stellet består af 3 kopper med underkopper og 5 kagetallerkener, så nu kan jeg dække op til 6, ved at mikse de to blå stel, og der har jeg tænkt mig at gøre.


For det ser både fint ud, og så passer de blå farve rigtig fint sammen. På den måde kan jeg også gå og vente på, at det dukker mere af de ene stel op, uden at jeg skal ærger mig over, at de 3 kopper bare står i skabet.

torsdag den 19. april 2012

Hønsestrikket vest med kløvere færdig

Det er ved at være lidt tid siden at jeg blev færdig med at hønsestrikke denne vest med kløvere.Da kløverne er et temmelig stort motiv, har der ikke været plads til så mange andre mønstre, mest bare "free style" hønsestrikning af forskellige mønstre.


Vesten er strikket i bomuld på pind 4 og ved skuldrene har den fået mørkeblå knapper.
Du kan se vesten undervejs her!




mandag den 16. april 2012

Hvid og blød babyvest


Endnu en strikvest er blevet taget af strikkepindene, denne gang er det en model fra strikkebogen "Sødt og blødt". Vesten ser jo ganske simpel ud, men jeg synes indtagningerne ved ærmegab og skulder var en smule indviklede. Tilgengæld er ribben blevet utrolig fin, så jeg tror at baby vil kunne bruge vesten i lang tid. Vesten kan også strikkes i en pigemodel, med hulmønster foran, ligesom den på forsiden af bogen.
Jeg har strikket vesten i udsalgsgarn fra Stof og Stil, det er en blandning af uld, silke og bambus, og det er helt utroligt blødt og perfekt til babystrik.

søndag den 15. april 2012

En samlig kopper

Det må vist snart kunne betagnes som en samlig, når man kigger på alle de kopper jeg har fra engelske Stafordshire. Jeg elsker de skønne prints, og at sætte en samlig forskellige kopper på bordet, når der kommer kaffegæster. Så kan gæsterne frit vælge den kop de synes bedst om.


Jeg kan ikke helt bestemme mig for hvilken kop der er min favorit, det afhænger af nok humøret.

De nyeste i samlingen er de 2 kopper med orange og lilla, de blev erhvervet på et loppemarkede i går, så de er endnu ikke afprøvet, det må vist snart være på tide at drikke en kop kaffe.



I går skinnede solen i provinsen, derfor var familien ude og nyde der skønne vejr i haven, jeg plukkede en fin buket tulipaner, som stod et lidt afsides sted i haven. Skønne er de, og jeg er sikker på at de holder meget længere i vasen end dem man kan købe i butikkerne.

lørdag den 14. april 2012

Strik til lillebror


Jeg har i den seneste tid fået strikket en hel del til lillebror, der er både veste og trøjer, og det er altså noget særligt, når man selv har strikket hver eneste maske, og ved hvor de små skønshedsfejl er.


Jeg har strikket flere modeller babyveste.


Og et par trøjer - både i uld og bomuld.

Da baby gerne skulle komme til verden først i maj, er det meste af mit strik i bomuld, selv om jeg foretrækker at strikke i uld, da både udtryk og elasticitet bliver langt bedre efter min smag.

tirsdag den 10. april 2012

Hønsestrikket babyvest godt på vej

Jeg har sat mig for at færdiggøre nogen af mine igangværende strikkeprojekter, derfor er jeg flittigt i gang med at hønsestrikke en babyvest færdig, som jeg ikke kunne huske at jeg var startet på.
Vesten har en række grønne kløvere på midten, og jeg er sikker på, at den bliver rigtig fin.
Jeg regner med at kunne poste et færdigt billede af vesten idenfor de næste par dage.


Men her er lige et smugkig af projektet.

søndag den 8. april 2012

Strikket raglan endelig færdig!

Midt i en oprydning i mit garn, fandt jeg et ufærdigt strikkeprojekt. Det var så langt undervejs, at det kun har taget mig et par timer at færdiggøre det, så det var temmelig fjollet at det bare lå i strikkekurven med en masse løse garnender og ingen ærmer.
Resultatet er blevet en fin kortærmet bluse eller undertrøje, som jeg har tænkt mig at bruge som vest til den lille baby.


Den gule farve er virkelig påskegul, så det passer jo ganske godt med, at det er blevet strikket færdig i påskeferien.
Jeg har tidligere skrevet om det gule strikkeprojekt her! Og kan se at strikketøjet har ligget temmelig længe i kurven. Det er en skøn følelse når tingene bliver gjort færdige og klar til brug.

Til sidst lige et par forårsblomster fra haven, bare fordi, jeg bliver i så godt humør af at se på alle de spirrende planter. Begge blomster står foran mit køkken vindue, så de bliver beundret flere gange dagligt.


fredag den 6. april 2012

Øreringe lige til at klistre på

Da jeg var barn for 20 år siden måtte jeg, forståeligt nok, ikke få huller i ørerne. Derfor købte min mor øreringe, som kunne klistres på. Jeg var lykkelig for dem, og glæden var stor, da jeg i sidste uge i HM fandt selv samme slags klisterøreringe. Dog ikke til mig selv denne gang, da jeg har fået lavet huller i ørerne efter lange overvejelser da jeg var 18 år, men til min datter på snart 5 år.


Min datter kan bruge lang tid på at vælge hvilket par hun lige netop skal have på i dag. Hendes begejstring er vist lige så stor, som min var for 20 år siden.

Link til gratis hønsestrikopskrift

Har du lyst til at strikke en vest eller nederdel i hønsestrik, så klik her!
I min søgning på nettet efter en opskrift på en strikket børnenederdel, fandt jeg denne opskrift på en fin hønsestrikket vest str. 1-6 år og en nederdel, på Familie Journalens hjemmeside.
Jeg vil anbefale, at man selv finder på mønstre og diagrammer, det gør nemlig hønsestrikkeriet lidt sjovere. Hvis man er nybegynder i hønsestrik, kan det på den anden side være godt og trygt at følge en opskrift, og der er fine diagrammer lige til at følge i linket i opskriften.

onsdag den 4. april 2012

Strygemærker

Der har været lidt stille på bloggen den sidste uges tid, det skyldes min hastigt voksende mave og den træthed der følger med. Derfor går det også langsomt med strikketøjet og syprojekterne er gået helt i stå.
I dag er det blevet til lidt oprydning, og her fandt jeg min samling af strygemærker. Min datter elsker at sidde og kigge på dem og fortælle mig hvilke mærker der er hendes farvoritter.
Heldigvis var der gået hul på knæet på et par af hendes yndlings leggins, så der måtte straks sættes et Andersine-mærke på - lykken var stor!


Mærkerne har plads i mit syværelse i en gammel grøn Erik Kold smørbakke.

Andersine midt på knæet!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...